Indvielsen af Ny Vesthavn er netop blevet fejret af byens borgere, der med egne øjne, kunne se, hvad deres garantistillelse med 220 mio. skattekroner er blevet brugt til.
Indvielsen er fejret i skyggen af, at regnskabet for 2018 er det hidtil ringeste med faldende overskud, faldende godsmængder (29%), faldende skibsanløb og næsten ingen krydstogtskibe. Tendensen har været helt den samme siden 2015. Altså en manglende indfrielse af den Business Case, som Ny Vesthavn blev baseret på i 2016: Ingen overtagelse af Copenhagen- Malmöe Ports (CMP) forretningsområder med containere og krydstogtsanløb og ingen nye virksomheder på Ny Vesthavn. Kalundborg Havn er i alvorlig tilbagegang selvom andre havne melder om rekorder. Kalundborg Havn har ”kalenderårsforskydninger” og ”tør sommer” som årsag til de stadig ringere resultater, og nu de genoplivede planer om en containerhavn ved Stigsnæs med Slagelse Kommunes plan om at købe Stigsnæshavnen. Allerede i marts 2000 skrev Kalundborg Folkeblad: “Hvis havneplanerne i Stigsnæs bliver til noget, bliver Kalundborg Havn en afkrog”. I 2000 blev planerne ikke realiserede da Maersk Zealand ikke gik ind for en containerhavn ved Stigsnæs trods den gode beliggenhed ud til T-Ruten og store vanddybde på hele 18 meter. Nu er dette rædselsscenarie for Ny Vesthavns fremtidsudsigter igen dukket op. Hvis Ny Vesthavn havde været den gode investering, som havnedirektøren overbeviste kommunalbestyrelsen om i 2016, så ville dette ikke give anledning til bekymringer nu. Alle disse forhold har været bekendt for Kalundborg Havn og kommunalpolitikere da de hovedløst kastede sig ud i Ny Vesthavnsprojektet. Den Business Case (BC), der med stort træghed og mange overstregninger blev frigivet, rummer givet mange interessante detaljer om urealistiske forudsætninger for havneprojektet. Punkt for punkt er alle kendte forudsætninger faldet til jorden. Alle forespørgsler er forblevet ubesvarede fra de ansvarlige. Da der endnu ikke er meldt om kunder til de nye havnearealer, er det ret spændende hvad Ny Vesthavn – “Havnepladen” i Kalundborg Fjord skal bruges til. I BC anføres ønsket om en kemivirksomhed! Vi forsøgte, at informere om alle de fakta, som beviste, at dette ikke var en god forretning til kommunalbestyrelsen, dog uden nogen reaktioner andet end; ”det er jo besluttet”. Spørgsmålet er, om de ansvarlige tør gribe ind, eller kommunen og skatteborgerne en dag vågner op til kraftige økonomiske tømmermænd!
Per Jensen, Erik Dannenberg, Geo Østergaard
Læserbrevet er bagt på TV- Kalundborg 23. april 2018 og i Nordvestnyt 24. april 2018

Seneste kommentarer