Gennem perioden fra 2010 til i dag har de i Nordvestnyt og Kalundborg Nyt offentliggjorte ugentlige lister over skibe, der anløber Kalundborg havn, vist en markant faldende tendens. I 2010 anføres i alt 3049 skibsanløb medens antallet i 2017 var faldet til beskedne 1710 anløb.
Fra Kalundborg havn er det faldende antal skibe blevet forklaret med, at skibene var blevet større og altså kunne medføre større godsmængder. Problemet med denne forklaring er imidlertid, at den samlede godsmængde i samme periode er faldet fra i 2010 at være på i alt 3.090.000 tons til i 2017 kun 990.000 tons. Dermed ramte Kalundborg havn den nedre grænse for Danmarks Statistiks definition på en storhavn, der skiller ved en godsmængde på 1 mio. tons! De aktuelle anløbslister lader formode, at Kalundborg småhavn er på vej mod det hidtil ringeste antal anløb i selvstyrehavnens levetid. Det kan konstateres, at listerne indeholder oplysninger om anløb af slæbebåde, skibe ved ventekaj etc. Dette formentlig for at fylde på en stadig kortere liste. Disse anløb fylder antagelig meget lidt i statistikken for godsmængde over kajkanten! Sågar skibe, der arbejder på anlægget af Ny Vesthavn, tælles med! Man kan med rette spørge, om entreprenørerne på anlægget også betaler havneafgift og dermed betaler for at arbejde for Kalundborg Havn?
Kalundborg Container Terminal, der i øvrigt slet ikke nævnes i 2017 regnskabet, er vist ikke i stand til med kun et ugentligt anløb at nå op på de årligt 19.000 standardcontainere, der af Havnedirektøren er anført som nødvendige for at skaffe sorte tal på bundlinjen.
I takt med det svindende antal skibsanløb (herunder svigtende anløb af krydstogtskibe), den sivende godsmængde og generelt faldende overskud (pyntet med lidt ændrede afskrivninger) må det formodes, at det bliver sværere og sværere for Kalundborg havn, at opretholde illusionen om det store behov for Ny Vesthavn og dermed nødvendigheden af en kommunal garantistillelse for finansieringen på 220 mio. kr.
En af konsekvenserne af havnens faldende overskud har været den manglende vedligeholdelse af Gl. Vesthavn. Regningen på 41 mio.kr for denne misligholdelse har kommunen gennem en fiks hurtig handel sparet Kalundborg havn for. I stedet for selvstyrehavnen har kommunens skatteydere fået lov at betale.
Den samlede godsmængde fremgår af Kalundborg Havns årsrapport, som findes på Kalundborg kommunes hjemmeside.

Seneste kommentarer