Det undrer mig meget, at ingen af de ansvarshavende kommer med trøstende og beroligende ord til de beboere der bor tæt på Kalundborg Havn, området var skueplads for en høj søjle af sort røg, eksplotioner og flammer i flere meters højde. Dette var en chokerende oplevelse for mange nærboende som ikke vidste, hvornår dette skræk scenarie skulle ophøre og hvordan kunne dette scenarium ikke have udviklet sig, hvis  Svitzer bådene ikke havde ligget i havnen og var i stand til at yde hurtig, synlig og effektiv hjælp. Efterfølgende er der kun direktøren for Avista Oil og beredskabet der har udtalt sig, udtalelsen fra formanden for Teknik og Miljø Karl Åge Hornshøj Poulsen var end ikke citeret i tirsdagens NVN. Samtidig har bestyrelsesformand for Danske erhvervs Havne Ole Ingrisch udtrykt bekymring omkring forskelligartede risiko virksomheder placeret side om side i danske havne. Der har indenfor de seneste 18 mdr. været 4 større brande i henholdsvis Fredericia feb. 16, Ålborg nov. 16, Århus i foråret17 og nu senest i Kalundborg 24 juli 17. Et held at branden ikke opstod en dag, hvor der var anløb af et krydstogtsskib, hvilken form for evakuerings planlægning foreligger der? Hvad kan vi som borgere regne med? Kan vi være sikre på, at der ikke opstår andre katastrofer i de store tanke med kalilud (KOH) og salpetersyre (HNO3), hvem påtager sig ansvaret for, at der ikke opstår gentagelser. Kommunernes Landsforening (KL) vil ikke undersøge brandsikkerheden i havnene. Indtil nu mangler jeg, at de hovedansvarlige kommer på banen. Det her er så alvorligt, at selv en ferie på den anden side af jorden ikke bør afholde havnedirektør, havnebestyrelse med formand og borgmester i at udtale sig.

Lis Dannenberg

Kommunalbestyrelsesmedlem DF

Vestre Havnevej 16

4400 Kalundborg.

Share Button